Dansk Folkeparti med i konstituering

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige har valgt at gå med i konstitueringen og pege på Bent Hansen fra Venstre som Borgmester.

Vi vælger at indgå i konstitueringen efter mange dages samtaler og forhandlinger. Vi kan se, at vi, ved at gå med i konstitueringen, kan trække kommunen i den rigtige retning og arbejde for den politik, som et stort flertal af befolkningen har peget på ved valget. Nemlig en ny og bedre retning for Gribskov Kommune. Hele Byrådet er med i konstitueringen, som i første omgang handler om en fordeling af poster. Nu begynder det politiske arbejde, hvor Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige vil arbejde hårdt og målrettet efter at indfri de ting, vi gik til valg på.

Trine Egetved ( C) udtaler: ” Vi har arbejdet hårdt for, borgernes stemmer har fået mest mulige betydning i den her konstituering. Vi gik efter borgmesterposten, men som med alt andet i livet handler det om kompromis. Med det her kompromis får de borgerlige stemmer mest mulig indflydelse på den politik og den retning Gribskov skal bevæge sig i. Vi får tildelt viceborgmesterposten og der bliver givet en række formands-og næstformandsposter til os, DF og NB. Vores vurdering er, at vi bruger vores historisk flotte valgresultat bedst muligt ved at søge så meget indflydelse som muligt”

Brian Lyck Jørgensen (DF) udtaler: ”Vi havde helst set, at Venstre havde holdt den oprindelige aftale, men med den virkelighed, som vi har set siden valgnatten, så har vi kæmpet for at få så meget borgerlig indflydelse, som muligt. I en så bred konstituering som vi ser her, er der jo ingen krav om, at alle skal være enige om alt, så i Dansk Folkeparti og de øvrige blå partier, vil vi fortsat arbejde massivt for vores mærkesager og for at trække kommunen i en anden retning, end det vi har set de sidste 4 år”.

Helle Lund, som er nyvalgt medlem for Nye Borgerlige udtaler ”I Nye Borgerlige er vi gået til valg på, at Gribskov Kommune skulle driftes i en bedre retning med nye kræfter i spidsen. Og med det flertal borgerne har stemt på, så står vi med et stærkt mandat. Derfor vil vi også bruge vores stemmer konstruktivt og gøre, hvad vi kan, for at trække kommunen i en bedre retning med styr på driften og borgerne i centrum”.

Der ligger et stort og hårdt arbejde foran os, men vi er klar til at tage fat og træffe de rigtige beslutninger for Gribskov Kommune sammen med befolkningen. Inden valget havde vi udarbejdet et politisk grundlag, som kommunen skulle drives på baggrund af. Det kommer vi fortsat til at kæmpe for at indfri. Grundlaget er vedhæfter herunder. Vi takker for den store tillid og de mange stemmer ved valget og ser frem til de kommende 4 års arbejde. Vi vil fortsat lytte til alle jer, der bor og lever jeres liv her i Gribskov.

Trine Egetved, C
Brian Lyck Jørgensen, DF
Helle Lund, NB