Rengøring hver 14.dag kunne være løst

Jeg har kunne læse at Socialdemokratiet ønsker rengøring hver 14.dag – desværre så kom de ikke med et forslag om at hæve frekvensen, modsat DF som fremlagde en finansieret plan om at hæve frekvensen.

I stedet for at bakke op om Dansk Folkepartis forslag, så valgte et flertal med bl.a. Socialdemokratiet, en klippekortsordning, som ikke hæver frekvensen, men fastholder rengøring kun hver 3.uge – dette er ikke rimeligt over for vore ældre og svage borgere.

Der var desværre ikke meget samarbejde at spore, som socialdemokratiet i deres debatindlæg ellers prøver at fortælle. Sandheden er at de få DF aftryk der stadig var i budgettet blev fjernet, og kunne ikke forhandles. Derefter blev DF smidt ud af forhandlingerne, så kære Morten Dahlberg og Pia Foght, var det takken for at komme med et finansieret oplæg til en løsning for at de ældre kunne få rengøring hver 14. dag?

Dansk Folkeparti arbejder for at hæve rengøringsfrekvensen til mindst hver 14.dag, vi håber at andre partier ønsker samme retning, og vi sammen kan skabe et flertal.

Brian Lyck Jørgensen (O)

Dansk Folkeparti