Skal børnene virkelig rammes igen?

Skal børnene virkelig rammes igen?

Det kom på septembers byrådsmøde frem, at der lægges op til at samle de specialpædagogiske tilbud i 3 centre, med etableringsomkostninger for 1,5 million.
På papiret en god ide, men i praksis, knap så god.

Det er børn med udfordringer, af den ene eller anden slags, vi snakker om her. De har ofte brug for faste rammer og struktur. At rive dem op med roden, fra deres hverdag og det de kender, kan få store konsekvenser på den lange bane og give flere udfordringer måske.

Jeg ved der er flere lærer i disse tilbud, der har råbt op tidligere og endda gjort oprør, ved at sige sin stilling op, fordi der er så meget uro på området og ingen stabilitet. Det er dermed deres faglighed, der bliver sat over styr. Det er på ingen måde i orden. De kender børnene og deres behov, derfor skal der ikke rykkes rundt på noget.
Lad dem blive i de læringsmiljøer de kender. Den førnævnte 1,5 million skal findes ved at forøge anlægsbudgettet, der i forvejen er fuld af nye lån til f.eks. det nye sundhedshus.

Dansk Folkeparti stemte på byrådsmødet imod at sende sagen videre til budgetforhandlingerne. Det er i mine øjne ikke økonomisk ansvarlig politik og det skal der sættes en stopper for.


Anja Schlie Byrådskandidat, Dansk Folkeparti